FURIA. Det navn har ry. Han heder Catilina.
CATILINA (farer tilbage). Hvad siger du? O, rædsel! Furia —!
FURIA. Kom til dig selv! Hvad fattes dig? — Du blegner.
Min Lucius, — er denne mand din ven?
CATILINA. Min ven? Nej, Furia, — nu ikke mere.
Jeg har forbandet, — svoret evigt had —
mig selv.
FURIA. Dig selv! Du — du er Catilina?
CATILINA. Jeg er det.
FURIA. Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; —
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, — ve!
CATILINA. Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
FURIA (efter et ophold). Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, — og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. —
En selsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evig gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!
EN VESTALINDE (træder ind). Gå, Furia; din vagt er nu til ende;
thi kom jeg hid —. Dog, hellige gudinde, —
hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt!
FURIA (forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; —
den slukkes ej.
VESTALINDEN. I magter, — hvad er dette?
FURIA. Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op — og dør
i næste stund; men hadet —
VESTALINDEN. Alle guder, —
det er jo vanvid!
NOGLE. Hvad er påfærde?
ANDRE. Vestaflammen slukket!
FURIA. Men hadets brænder; hævnens blusser højt!
