Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

forgældet, og afhængig som en træl
af et senat — tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; —
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget —
AMBIORIX. Men sig, — hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?
CATILINA. En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, —
med lyst og mod den mægtige at fælde.
AMBIORIX. Det stolte Romerfolk —? Ah, Romer, svar; —
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?
CATILINA (peger mod staden og siger): Se, Allobroger, — hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. —
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. —
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat. (han går.)

————————
(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)

COEPARIUS. Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.
CETHEGUS. Ej! aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud — og lader:
det hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS. Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldig at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.