Ak, det er gøgleværk og nattens drømme
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
AMBIORIX. Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
OLLOVICO. Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germaniens, — Galliens og måské.
AMBIORIX. Desværre, ja; — så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allobrogers land.
OLLOVICO. Det vil os skænkes.
AMBIORIX. Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.
OLLOVICO. Du frygter, synes det?
AMBIORIX. Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger,--
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her
CATILINA. (råber ned til dem). — her råder vold og egennytte; —
ved list og rænker blir man hersker her! —
OLLOVICO. O, ve os, brødre, — han har os beluret!
AMBIORIX (til Catilina). Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.
CATILINA (stiger ned på vejen). Frygt ikke; — spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. —
Fra Allobrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
