hun heller kunde faa den glade fortrøstningen frem som hun gjerne vilde ha.
«Aajo,» lo jenten, «han Store-Hans og han Ola har gode øine; de ser os nok!»
Faren saa alvorlig paa jenten; munden bad hende ikke tie, men hun sa ikke mer. — Han aat i taushet; straks han var færdig, kastet han skeen ind paa aa-klæet, sa tak for mat, gik bort til den halvfærdige muren og satte sig til at se østover. — ■— ■— De store, krunglete ansigtstræk var fulde av mørk bekymring. — — — — «Herregud,* sukket han og foldet de store nævene, «hvor kan det vel være blit av han Per Hansa?»
Konen saa manden sitte der paa muren og bad datteren vaske op koppene; men da han saa hende komme, begyndte han straks at arbeide.
«Du Hans,» sa hun raskt; «jeg synes dere skulde avsted og lete efter dem!»
Han svarte ikke før han hadde faat torven lagt tilrette.-----------------«Det er vel ikke saa liketil, det heller,------------naar man ikke vet hvor man skal lete,
over slike strækninger.*
«Nei nei; men vi vilde føle os lettere allesammen.*
Han Hans Olsa la en ny torv, rettet sig og tænkte høit, mens han stod der og stirret. -------«Det vet jeg naa, at gløggere kar end han Per Hansa skal én faa lete efter, — saa det er rart!------------------------Oksene hans gaar vel ikke saa fort;--------men saa vet jeg ogsaa, at han har drevet paa. — — Vi for naa slet ikke fort;--------— og det her er naa femte dagen siden vi kom fram.--------— — — Har han nyttet maanelyset om kveldene, og det trur jeg nok, saa mener naa jeg at han snarere er vestenfor os end østenfor--------— det er ikke saa greit at gi sig til at lete heller! —»
Han Hans Olsa satte sig bent ned paa muren. — Konen kom og fandt plass ved siden av ham. Den
