Den eneste, som havde leilighed til at se dybere i forholdene, var Høegh. Ikke alene havde han som en erfaren landmand staaet Weydahl bi med raad under hans første, famlende forsøg, men ogsaa skudt penge til, naar det kneb med kontanterne. Stedse havde laantageren dog stillet ordentlig sikkerhed for laanene. Nu trængtes ikke laan længer. Nu gled cancelliraadens foretagender videre af sig selv; renterne flød rigelig ind for det, de havde vaaget paa det uvisse, og procuratoren samlede i lader til sine syv uforsørgede barn, som han sagde.
Begge havde de følt sig tiltalt af hinanden, straks de mødtes; mens de arbeidede sammen, blev de venner. Som den svagere gav procuratoren sig snart under cancelliraadens ledelse. Han blev mellemmand og lod sit navn bruge i de spekulationer, hvor Weydahl i egenskab af sorenskriver og dommer personlig burde holdes udenfor. Det havde nemlig hændt, at deres midler ikke var de reneste. Da havde Høegh af og til været urolig tilmode, men han blev draget med af den anden.
Weydahl var aldeles ikke gjerrig. Han var rundhaandet og gjæstfri, og det var heller ikke let at forstaa, til hvis gavn hans arbeide omsider skulde blive, for han havde selv sagt, at han neppe vidste, hvem der vilde faa arven efter ham, saa fjern var den slægt, han havde.
Baaret frem af omstændighederne og af cancelliraadens viljestærke attraa efter altid mere jord, mere rigdom og mere magt inden den snevre krog af verden, der skjæbnen havde forundt ham at give sine kræfter frit spillerum, var procuratoren ogsaa kommet op i affæren med Romstadmarken. Og lidt efter lidt skjønte han, at Weydahl nok paa forhaand maatte havt rede
