aabne og omgjængelige af dem. Cancelliraaden syntes trods sin ligefremhed altfor barsk og indesluttet. Paa fremmede gjorde han let det indtryk at være tungsindig og ligesom hærdet i sorg, og folk satte ofte hans væsen i forbindelse med historien om fruens død. De, som mindedes ham fra før den tildragelse, søgte nøglen til hans karakter længere tilbage i tiden.
Han havde vakt megen opsigt ved at skabe et mønsterbrug av sorenskrivergaarden. Mange bønder kom langveis fra for at se de forbedringer, han havde indført, og lærte af dem, og amtmand Winterfeldt havde sendt indberetning til Kjøbenhavn om cancelliraad Weydahls fortjenester med hensyn til agerbruget i det østenfjeldske Norge: Han havde anskaffet engelske ploger, havde prøvet sig frem med nye metoder for grøftning, havde drevet staldfodring i stor stil og meget andet. Ogsaa den nyttige rodfrugt kartoffelen eller poteten havde han viet sin opmærksomhed, men det oplandske jordsmon var befundet for tungt og ganske utjenlig til dens dyrkning.
Man syntes i førstningen det var rart, at cancelliraaden kunde afse de betydelige udlæg, som hans lidenskab for landvæsenet krævede. Det var ikke bekjendt, at han eiede formue, og da han ingen barn havde havt med sin hustru, arvede han intet efter hende. Men snart holdt man op med at tale om dette; sagtens viste hans foretagender sig lønsomme. Han erholdt gjentagne gange rentekammerets tilladelse til at erhverve mindre eiendomme, der laa i nærheden af skrivergaarden, saa at han foruden denne efterhaanden fik et helt lidet gods at styre. Folk sagde, at i virkeligheden havde nok cancelliraaden altid været en rig mand, og det blev da slaaet fast som sandheden.
