saa bare ordene, fattede ikke indholdet. Han kunde ikke faa Romstadmarken ud af tanke.
— Det var en vanskelig affære, ikke grei at komme vel fra, og han var aldeles ikke taknemlig mod den, som havde rodet ham op i den. Og det var cancelliraad Weydahl. Kunde nu ikke han havt nok alligevel, om han ikke ogsaa havde grepet efter Romstadmarken. I en god hensigt var det forresten skeet. Der var lidet af tømmerdrift i egnen, uagtet der ikke manglede skog. Folk syntes, den var en risikabel forretning og høvde sig bedst for dem oppe i dalene, som ikke havde saa sikre næringsveie som agerbrug og kornavl. Men naturligvis — dersom skogen var tilstrekkelig billig og ikke transporten altfor besværlig, kunde tømmeret bære baade hugsten og flødningen og sælgeren putte et pent udbytte i lommen, enten han saa var oplænding eller døl.
Slig havde cancelliraaden ræsonneret, dengang han foreslog procuratoren at gaa halvt om kjøbet af Romstadmarken, som sandelig var blevet billig nok, saafremt den naaede alt til Lokbækken. Høegh havde tvilt paa det, for han vidste, at stakkars løitnant Juell neppe havde troet, at grænsen var saa vid. Men Weydahl havde kort og studs forsikret ham om, at skjellet mellem Romstad og Hoff ifølge gamle dokumenter dannedes af Lokbækken, og da skjønte han, at saa skulde det være. Sorenskriveren maatte jo have rentekammerets bevilgning for at erhverve jordegods, og derfor stod procuratoren som kjøber. — Hvad fanden kom denne skinhellige hadelænding paa Hoff ham ved? Hvis fyren havde nogen ret, kunde han værsgod forsvare den.
Javist — ja, og denne salmesyngende indflytter, som var den eneste gaardbruger i bygden, der havde villet
