Han snakkede svensk af iver, bøiede sig og lagde sin tatoverede høire haand paa hjertet.
Der blev stilt en stund. Høegh trak akterne hen til sig og bladede i dem. Palmstrøm ventede; endelig vaagede han minde om, at der var nævnt lidt betaling for havearbeidet.
Procuratoren drog en sølvdaler op af pungen og lagde den paa pulten. «Her har du den saalænge,» sagde han. Saa slog han haardt i pulten: «Men kan du skaffe to vidner paa det rette i aastedssagen — to vidner, skjønner du, paa at grænseskjellet er ved Lokbækken, skal du faa fuldt opgjør for puslerierne dine i haven og halvhundre daler atpaa, saa vist som jeg sidder her.»
Palmstrøm stak mynten til sig, bukkede ydmygt, mumlede mangfoldige taksigelser og vred sig baglængs ud af døren. Grinet var stivnet om hans mund. Uden at ænse ham fordybede procuratoren sig i akterne.
Kontoret vendte mod nord, og der trængte aldrig en solstraale derind. Luften var indestængt og fugtig og fyldt af muggen dunst fra den mængde gammelt papir, som havde dynget sig op i reolerne rundt væggene i de aar, der var henrundet, siden procurator Høegh nedsatte sig i bygden. Møblementet var tarveligt. Nogle simple stoler med gult skindtræk for de besøgende, den grønmalede dobbelte skraapult med en høi karmstol paa hver side og i en krog et bredt egetræsskab med jernbeslagne døre. Der var uryddig og utrivelig, og paa reolerne laa støvet i jevne graa lag. Madamen havde syv barn og et stort hus at skjøtte, saa det maatte holdes hende tilgode, om hun ikke vandt med at sørge for rengjøringen paa kontoret.
Procuratoren sad med akterne foran sig og læste og læste op igjen, men han bladede ikke om, for han
