men særskilt kjendt deroppe var han ikke. — Procuratoren var jo eier af den nu, siden han havde ladet den slaa til sig af Juells bo?
Høegh reiste sig og drev frem og tilbage med hænderne i bukselommerne. Han likte ikke spørgsmaalet. Saa satte han sig ned og fæstede atter øinene paa Palmstrøm; men der var kommet et haardt, hvast blink i dem, da han igjen talte.
Han eiede desværre Romstadmarken, ja — og han havde haabet at faa eie den i fred. Men en daarlig handel var det, for nu skulde han rage i proces for dens skyld. Palmstrøm havde hørt om hadelændingen, som ifjor kjøbte Hoff i Kværndalen? En læser og et hængehode var det, som hverken undte sig selv eller tjenerne sine føden, fordi han æslede alt til vorherre. Den kroppen vilde have mere, end hans var, og ægle sig ind paa folk med processer og krangel. — Sagen var, og Høegh vilde sige det lige ud, at han havde budt saa meget for Romstadmarken, som han havde, i den tro, at den strakte sig op til Lokbækken, der den faldt ud i Hoffselven, men hadelændingen paastod, at skogen var hans helt til Gjeitlokbækken halve fjerdingen nedenfor. Og til sommeren blev der aastedssag om det. — Derfor vilde gjerne procuratoren have fat i vidner, som var bra kjendt i de trakter, og som kunde vidne det rette. Forresten fandtes der dokumenter for, at grænseskjellet var ved Lokbækken. —
Palmstrøm saa ned for sig med et gløgt grin om mundvigerne. Naar det gjaldt en saa venlig og snil patron som procuratoren, da skulde han gjøre sit bedste og høre sig for hos alle dem, han vidste, som kunde formodes at være istand til at vidne til naadigherrens fordel. —
