og mens han tog sig en hvil, morede han sig over to uskyldige, fornøiede linerler, som hoppede om ved bredden af blegedammen; den laa grumset og brun lige ved havegjærdet og saa dyb ud.
Det bankede paa kontorvinduet; han saa op. Procuratoren selv stod og vinkede til ham. Han tørkede endnu engang svedten af sig, hægtede sin frak ned af kvisten, han havde hængt den paa, og lystrede vinket.
Han skrabede godt af fødderne paa dørstenens granbar og steg ind paa kontoret. Skriverkarlen var ude, og procuratoren sad der alene, blegfed og magelig, i sin karmstol med armene overkors paa den høie skraapult mellem vinduerne. De lyseblaa, godmodige øine fæstede sig rolig paa Palmstrøm, som blev staaende ærbødig ved døren med hatten i haanden. Procuratoren skjøv en bunke akter væk: «Du farer og poder om dagen ser jeg, Palmstrøm?»
Han gjorde saa. Der var nok enkelte nymodens mennesker, som tænkte, det helst burde gjøres om høsten, men han holdt nu paa sit og paa vaaren som den tid, naturens safter flød rigeligst i alle dens skabninger, ogsaa i træerne.
Samtalen gled et par minutter om podning og frugtavl, og om at Palmstrøm vel tilkom noget for sit stel i haven. Han stod og grundede paa, hvad meningen var med dette; procuratoren var ellers ikke den, som gav sig af med smaatterier, og som bød betalingen før en spurgte efter den. Gudbevars, da fik en den ogsaa paa første ordet.
Saa skiftede Høegh emne: «Du skulde ikke være kjendt oppe i Romstadmarken, Palmstrøm?»
Ja, han havde været paa de fleste kanter af bygden,
