Det var i slutningen af forrige aarhundrede en kvæld ved midtsommerstid, at cancelliraad og sorenskriver Weydahl kom til bygden.
Længe forud var han og hans forhold blevet meget omtalt og drøftet hos alle egnens conditionerede familier. Ved et krus hjemmebrygget øl havde pastor Lind forhørt sig hos procurator Høegh, som bestyrede embedet under ledigheden; men denne vidste imidlertid ingenting. Saa havde han været hos majoren paa Emilienberg, og fru majorinden betroede ham ved et glas parfaite amour af egen lavning, at fru cancelliraadinden var født Catharina von Zehren, men cancelliraaden selv kjendte hun ikke. Aldrig havde hun hørt hans navn nævne, da hun sidst var i Christiania for tre aar siden, og det var ved gud mærkeligt, siden han allerede havde cancelliraads rang, og hun mente sig dog at være vel inde i alle landets bedre familier. Dansk hørtes jo navnet ikke ud for at være. Forresten havde hun al sin kundskab fra residerende kapellan Vamberg, som havde hørt familien nævne, da han vendte hjem afvigte jul fra sin reise til Kjøbenhavn for at sollicitere — den gode kapellan solliciterede jo saa ofte, han bare havde raad dertil — om pastoren ikke vilde henvende sig til ham?
