Side:I cancelliraadens dage.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af ham, at han skulde forspilde sin fremtid for en barndomsdrøm og for letsindig passiar en aftenstund i en have.

— — Bedst at rømme fra det hele, fra Laurentze, fra bygden, fra landet. Bryde sig bane som saa mange før ham, didop, hvor tilværelsen levedes skjønt og rigt, og kaste alle smaa bekymringer over bord. — Nei, det skulde ikke gaa ham som faderen og majoren og procuratoren og de andre her. Han maatte væk og det straks. Gudskelov, han havde penge til reisen til Kjøbenhavn, og kneb det, fik han laane i Christiania. Moderen og brødrene kunde han ikke være til nogen trøst nu, men dem skulde han visselig ikke glemme.

Han vilde pakke sit tøi, sige farvel til sin moder og lade en af tjenestgutterne kjøre sig til nærmeste skydsskifte, før faderen vaagnede —

Vindens raslen var døet hen i lønnens krone. Bag skogene i øst farvedes den sitrende luft af solens komme. Der gled et blaakoldt skjær over kirkens kalkede vægger, og høit over dens spir hang en ensom sky, hvis bræmmer allerede var tændt, og en tung, flammende glød brændte sig hurtig gjennem dens blygraa masse. Under aasene paa vestsiden laa fjorden, blikstille og grønlig. — Ensteds borte paa jorderne bryntes en ljaa, saa det ljomede. Nicolai kunde ikke se den fyruge kar; det var vel en, som vilde nytte tiden og slaa, mens græsset endnu var sprødt af natteduggen.

Et par timer senere kjørte en stolkjærre fra præstegaarden. I den solvarme morgen hvirvlede veiens støv op under hjulene. Paa sædet hos skydsgutten sad Nicolai. Han vendte sig og svingede hilsende med hatten til en