Side:I cancelliraadens dage.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

meren, hvis familie var tørket ind ved generationers savn, og som stivede sig op med sukkervand og republikanske grundsætninger.

Den, som havde kræfter, kunde maaske staa i det, gjøre sit pligtmæssige arbeide og fylde sin stilling trods det, at han var nødt til at vælge mellem drik og spil og raa svir eller ørkesløs ensomhed og lærd pedanteri og ufrugtbar grublen over fortidens minder for de døgnets timer, som søvn og arbeide ikke slugte. Men en svag mand som hans fader — og han selv? — — —

Nei aldrig i evighed, svor Nicolai, vilde han lade sig binde til denne egn og blive dens offer! — Men om han nu giftede sig med Laurentze? Han var da ikke smedet fast her for det — — Gifte sig og betale gjæld, faa barn og gjøre gjæld, havde faderen ogsaa sagt, og det vilde nok blive vilkaarene for ham da. Embedsmand paa landsbygden maatte han prøve at blive; Laurentze passede ikke i bymæssige forhold. Og enten han blev bygdepave ved en fattigslig vestlandsfjord eller skulde slaas med oplandske storbønder, lige ilde blev det for ham. Det stakkels pigebarn, mumlede han, hun var dog for meget landlig uskyldighed. Han gad ikke forestille sig det, som egentlig fik ham til at grue for et samliv med hende. Han syntes synd paa hende, som muligens havde været saa sikker paa ham i aarevis.

Han plukkede ærgerlig græsstraa fra murkanten og bed i dem. Historien med Laurentze — var den forresten andet end taabelighed, som han ikke behøvede at tage sig nær af, naar han bare kom fri fra den? Hun vilde græde lidt og være lidt enfoldig ulykkelig, dersom han rømte fra det hele. Men det kunde dog ikke fordres