langt borte fra de steder, hvortil mit hjerte og min aand var knyttede, hvortil de ifølge min natur og udvikling var bundne — — Ser du, jeg giftede mig, og jeg søgte mig did, og jeg søgte mig hid — — — Aa, i Kjøbenhavn var du stolt af mig, da betydelige og anseede mænd nævnte mig, og her undser du dig for mig. — — He, he — har du gjæld, du? Jeg havde gjæld, og jeg har betalt gjæld, og jeg har gjæld igjen! Jeg har paadraget mig den for min talrige families skyld — vel, jeg indrømmer, at noget har jeg selv forbrugt, men mest min familie. — Det er længe siden, jeg giftede mig, og omsider kom jeg hid blandt dette rakkerpak af landkræmmere og majorer og misundelige kapellaner. Hør her, hvad jeg agter at sætte i avisen om det bæst majoren, som spotter mig — — — Nei, manuskriptet ligger i min frakkelomme, og frakken ligger paa kontoret. — Bliv siddende, hent den ikke, det kan være til senere,» sagde han til sønnen, som vilde staa op.
«Bliv siddende, siger jeg, og drik et mindebæger for de kjære venner i Kjøbenhavn!» fortsatte Lind og skjænkede ustøt af buteljen i glasset. «Skaal! — drik først, min dreng, du er voksen nu og kan taale et glas.»
Det rislede koldt gjennem Nicolai; faderen saa ud, som om han skulde gaa helt fra samlingen. «Tak, jeg skal ikke have, du — Gaa og læg dig, er du snil, du har ikke godt af at drikke mer.»
«Ikke godt af det, din — din — noksagt!» hvæsede den drukne. «Du har ingen ærbødighed for din gamle fader —» Han smilte ondskabsfuldt og spurgte med sødladen mildhed: «Betro dig til mig, har du gjæld, Nicolai? Jeg har havt mine tanker ved at se dit fine antræk. Jeg kjender jo saa omtrent dine kaar. — Betro
