skumpelskud for sin egen menighed, det var hans fader. Letsindighed og forfængelighed og den raa omgangkreds, tænkte Nicolai, havde bragt det saa vidt med faderen, og med svidende anger mindedes han, at han ved forholdet til Laurentze havde knyttet sig til den samme kreds. Han skammede sig, ikke blot over faderen, men ogsaa over sig selv, og skamfuldheden blev til en kvalm fornemmelse, som snørede brystet sammen. Han aarkede det ikke mere —
«Det er sent, far, vi kan heller tale sammen imorgen.»
«Imorgen? Nei, den stille nats fortrolighed, min søn —» hikstede den drukne og bredte armene ud til omfavnelse.
Nicolai ryggede tilbage: «Du skulde gaa og lægge dig, far.»
Præsten reiste sig gnistrende af sinne: «Saa—aa, du undser dig for mig, kaster vrag paa mig, gut — he? Hvor har du været henne idag, du og din moder? — Hos mine fiender har I været — med to heste midt i høkjøringen! — Hos dem, der bagtaler mig, og I har forraadt mig. — Ak, vi skal dog ikke hade vort eget kjød og blod — tilgiv din fader, Nicolai, han tilgiver dig!»
Lind trykkede de udspilede fingre mod aviserne paa bordet og v;ir ulykkelig. — «Nicolai,» mumlede han. «Du bragte mig hilsener fra Kjøbeuhavn — fra personer af anseelse og smag — og de havde taget vel imod dig, fordi de med vemod erindrede mig. De hilsener gjorde mig godt — jeg hørte engang til deres venner, og de nærede store forhaabninger til mig; thi jeg var ogsaa en person af baade kundskaber og dannelse og smag. — Men jeg giftede mig og maatte finde mig et levebrød
