Side:I cancelliraadens dage.djvu/77

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gaard. Hans hustru var borte, hans barn var borte, og folkene var paa arbeide. Aa, som han kjedede sig! — De var alle uforskammede mod ham, de vyrdede ham ikke.

I sin lomme kjendte han skabnøglen, den Gine havde forsøgt at stikke væk imorges. — — Hvorfor? Hun var bange for sin mand, at han skulde faa lyst paa et glas, nu den voksne søn var hjemme. Det var saadan en fin junker, det. — Vist havde han smagt en draabe ved frokosten for at ordne sin mave, men det var der ikke blevet nogen perial af, det skulde han edelig bekræfte. — — «He, mit hjerte! Du behøver ikke at være bange. Du skal saamæn ikke behøve at blues over din mand, Gine!» Og han vandrede bitter og fortumlet mellem kontoret og dagligstuen og hadede sin kone og den ganske verden og længtede efter selskab og kjedede sig. For hver vending over gulvene saa han paa slaguret. Han svedtede af ærgrelse over de sene minutter. En nervøs mathed magtstjal ham, som han i ensomheden blot hørte lyden af sine egne, ujevne skridt. Det smertede i arme og ben. Dette var ikke til at udholde.

Skabnøglen smat ind i laasen; ølkruset, brændevinsbuteljen og glas sattes frem paa bordet — — Styrke sig maatte man ha lov til, naar man havde været længe oppe om natten, men saamæn om hans Gine skulde behøve at uudse sig for ham for deres voksne søns skyld —

Saa gik timerne, og kvælden sank paa, og pastoren blev beruset. Han hentede blæk og conceptpapir og forfattede et giftigt avertissement til «Norske Intelligentzsedler» om en uforstandig officer, der udkommanderede soldater, som er fattige husfædre og familieforsørgere til midt i vaaraannen at medtage fjorten dages