men bendes læber var alligevel fulde og røde, og han kyssede dem, og han sagde det stik modsatte af, hvad han havde havt isinde.
Da de kom ind igjen sammen, sad grandtanten i en lænestol og nikkede. De var saa løierlige og forlegne, og der var en saa unaturlig ligegyldig klang i de ord, de vekslede, at madame Lind og tante Birgitte begge smilte betydningsfuldt, som om de ventede at spørge glædeligt nyt med det allerførste. Nicolai opfangede de gamle damers minespil og følte, at i de tyve minutter i haven var det ugjenkaldelige skeet — ulykken var fuldbyrdet. Han havde bundet sig overfor pigebarnet, og hans moder og tante Birgitte var vitterlighedsvidner.
Han fór aandsfraværende med fingrene gjennem haaret og sukkede melankolsk.
Majoren slog op en skraldende latter: «Nei, se paa den unge Lind, hvor han ligner pastoren, naar kortene er kontrari!» Wallace faldt i med og gik løs paa en historie om procuratoren, som havde tugtet en svær melding for præsten igaar; men da Nicolai rettede sig og sendte ham et blik, tindrende af forbitrelse, stoppede han brat. Naa, løitnanten havde ikke ment at krænke den unge Lind og konsterneret over virkningen af sin historie, plumpede han ud med en undskyldning, som bragte Nicolai til vranten og flau at fralægge sig al fornærmelse.
Madamen begyndte heldigvis snart at tænke paa at tage afsked. Hun var urolig, fordi de var reist afsted uden at varsko Lind, der sov middag. Det hastede ikke paa en stund for de militære, men moder og søn brød op og blev fulgt til vognen af hele familien med den stedse bukkende og høflige Orre i spidsen. — Der blev sagt farvel under mange complimenter. Nicolai saa
