Side:I cancelliraadens dage.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

havde han i sin barndom sat høiest af alle i forældrenes omgangskreds. De havde staaet for hans erindring i en mild glorie som hovedpersonerne i en landlig norsk idyl, og han havde tænkt paa dem med ærbødighed. Han var formelig benauet over det, nu han havde dem for sig tilligemed en forsviret løitnant og en naragtig bonde, der med sin brautende halvkultur forekom ham som et typisk eksempel paa de fordærvede oplandske bønder.

For at dæmpe sit ubehag tømte han sit glas i en slurk, og da han det havde gjort, saa han ind paa stuen og mødte Laurentzes muntert smilende blik og tilstod for sig selv, at han ogsaa havde lidt en større skuffelse her idag.

Den morgen han under opreisen fra Danmark paa dækket af den lille slup saa sit fødelands kyst løfte sig af havet, vidste han, at det, som stærkest havde draget ham til at gjense det efter tre aars fravær, var en vag drøm, som var spiret af hans erindringer. Den var knyttet til en dæmrende pinsenat i furuskogen ovenfor Alm. Han havde været der med sine forældre og mange andre. Selskabet havde leiret sig paa toppen af bjerget, og under megen jubel, under skaaltaler og sange havde de efter egnens skik brændt pinsebaal. Det havde staaet en ung pige og stirret ind i ilden, netop som den sprakede op med blafrende flammer, efterat tjæretønden var faldt ned af stangen under rungende hurraraab fra tilskuerne. Hun havde været høi og klædt i hvidt og som en lys skygge mod det usikre mørke mellom furustammerne.

Da selskabet brød op, var han traadt hen til hende og havde grebet hende ved haanden, og de havde givet sig til som to barn at løbe foran gjennem skogen henad