med piberøret i det egetræs bord for at give sin mening større vægt og forsvor sig paa, at de franskes keiser var en dygtig krop — aa, forlade mig! for en dygtig krop det var, som kunde gjøre kaal baade paa engelskmænd og jakobinere! — Løitnant Wallace var enig med majoren, snappede ham ordet af munden, satte sig resolut skrævs over en høirygget stol og snakkede meget og forvirret om jakobinerne og kongen af Sverige, for hvilket nederdrægtige kompagni han udtrykte sin dybeste foragt ved at trække brynene sammen, saa hele hans sorte pandelug rørte sig. Punschen havde allerede virket paa ham, og der var endnu en fjern rullen af nattens svir i hans røst.
Orre docerede skarpt og gjennemtrængende republikanske grundsætninger, og gaardbrugeren greb alt i et om glasset med sin posede næve og skaalte med studenten, som havde frydet hans hjerte ved at titulere ham proprietær. Saa ofte han havde drukket, lagde han sig tilbage i karmstolen, trak i enderne paa det fiolette silketørklæde, som var bundet om hans korte hals, og knæggede, saa vommen rystede. Og hvergang saa majoren misbilligende henover ham og undrede sig paa, at fyren kunde opføre sig saa freidig, som var han blandt sine standsfæller.
Et vindu var slaaet op, og i solstrimen derfra gled en ustanselig strøm af tobaksrøg sagte ud.
Nicolai kjedede sig, generedes af bondens gemytlige fortrolighed og holdt op at svare paa hans udraab. Han var sælsomt tilmode. Denne komiske fusentast af en major, der hakkede ordene frem, som om han havde glemt at tale sammenhængende, og denne gammeldagse landkræmmer, der prækede blindt væk om sine grundsætninger for en fornuftig statsorden og dryssede snus udover sine egne klæder og kanapéen og bordet, dem
