den ækle pebersvend — var altid parat til at mærke sig det mindste smil og det snareste blik for at ærte med det bagefter.
Biblioteket var Orres yndlingssted. Der levnede boghylderne neppe plads til kanapéen ved den ene langvæg og svenskeovnen borte i krogen. De rak fra gulv til tag rundt alle vægger og var fulde af bøger med solide, brune rygger eller bunker af omhyggelig ordnede hefter og aviser. Øverst oppe var rader af folianter bundne i gulhvidt pergament; de var samlede af den nuværende eiers forfædre, og mængden af dem var bragt med langveis fra og kjøbt i fremmede lande.
Over kanapéen hang et kobberstik af Voltaire i forgyldt ramme. Han havde før havt selskab med flere berømte mænd; men da pladsen var blevet for liden, var de fortrængt ind paa storstuen, og nu skuede hans bidske oldingefjæs i ensom storhed udover de tilstedeværende som et skilt for værtens anskuelser.
Foruden værten, Nicolai Lind og løitnant Wallace var der major Brager og en velstaaende gaardbruger, som skulde afslutte en kornhandel. Majoren og løitnanten havde indfundet sig i følge, uden indbydelse, men i den hensigt at styrke sig lidt efter gaarsdagens anstrængelser.
Orre, var en gjæstfri mand, og skjønt han selv bare nød sukkervand, var der for de andre sat frem en mugge punsch, brygget af hans kraftige jamaicarum.
De var gaaet Nicolai haardt paa klingen efter nyheder fra Kjøbenhavn; men han havde ikke synderligt at berette og var snart perset læns. Derpaa var de raget i en hidsig politisk disput om krigen mellem Frankrig og England. Den tørre, kantede major bankede taktfast
