greie opgaven anderledes end ved at lage et urværk for liver talskive; men da intet af dem dreiede viserne med lige hurlighed, og da de samtidig skulde forkynde halve og hele timer med klingende slag, gjorde de døgnet igjennem et uafbrudt spektakel, indtil gaardens bedrøvede herre lod stoppe tre af mekanikerens vidundere. Det sidste blev ved at jage sine visere rundt og vægrede sig haardnakket ved at bøie sig for solens autoritet som naturlig tidsmaaler.
Fra hovedbygningen strakle sig fremover to lange enetages fløie med mange smaa vinduer. De blev brugt til varelager og bolig for tjenerne, og i fløien nærmest veien var kramboden, til den indgangen var fra gaardspladsen opad en smal stentrap med høie, slidte trin. Alle disse bygninger var gulmalede. De graa udhus laa i klynge paa skraaningen mod fjorden.
Paa tunet var der travel færdsel fra aarle morgen til sent paa kvæld. Der var reist stolperækker, saa folk kunde binde hestene sine, mens de hvilede og ofte maatte bie hele økten, før de fik sine ærinder forrettet i den trange, mørke krambod. Thi der gik svendene tvære og hovmodige bag disken, som om det bare var af sin godhed at de gav en det, han skulde have for sine penge.
I storstuen paa Alm var thebordet dækket med hvid fryndset dug. Af den dampende messingmaskine skjænkede den venlige og trivelige tante Birgitte theen i fine kopper af blaamønstret Kjøbenhavner-porcellæn til madame Lind, husets døtre Laurentze og Sophie og deres gamle grandtante, som var over de otti og kaldtes gamle-
