Katten kom listende forsigtig mellem vandpytterne paa tunet, smøg sig om Nicolais støvler, skjød ryg og mó1, saa det durede, og gav sig til at lege med det ophakkede briskebar, som ganggulvet var strøet med.
«Her er vakkert — vakkert — vakkert —,» tænkte Nicolai og mjauede lokkende til katten. «Det bliver godveir i eftermiddag, pus — paa turen til Alm.»
Da lød fra stuen Linds stemme gjennem den aabne dør. Den var opirret og misfornøiet og med en stærk, skingrende næselyd. Indimellem hørtes moderen, beroligende og ængstelig, som forsvarede hun sig.
Nicolai gik ind. Henne ved hjørneskabet stod faderen. Med de yderste fingerspidser kneb han sin kone i armen og rystede hende. «Mit hjerte, mit hjerte! Den er ikke til at finde! Den var her imorges, Gine! Og hvor er den saa, mit hjerte? Hvem har brugt den? Har jeg ikke forbudt dig at røre den? —»
«Hvad er det, far?» spurgte Nicolai skarpt. Han saa, at moderen krympede sig af smerte. Lind slap taget, vendte sig overrasket og genert for sønnen. Han havde røde flekker paa kinderne, og øinene var stive og blanke, og han havde aabenbart drukket. Han gjorde sig venlig: «Det er bare skabnøglen, min dreng — den er ikke til at finde.»
«Du har vel forlagt den paa kontoret,» afbrød madamen ham. «Jeg skal se ad —»
Hun skyndte sig ud, som om hun ikke vilde forklare sig videre, og Lind fulgte efter.
Nicolai satte sig igjen ved vinduet. Han mærkede ikke mere til solskinnet udenfor. — Det var svært saa gammel faderen var blevet — hvid i haaret og mager. Og saa var det en ækkel vane, han havde, at kalde moderen ved kjælenavne, naar han var slem mod hende.
