mindste hos major Brager blev døbt, og den var snart aaret.
Nicolai vuggede sig paa stolen. «Mor,» sagde han, «du har ikke godt af at sidde saa meget inde. Vil du som jeg, gjør vi to visit hos Orres i ettermiddag. Jeg maa da se om dem, mens jeg er hjemme.»
Hun smilte til ham: «Begge smaapigerne er hjemme, du var rigtig venner med dem i gamle dage.» Men hun stansede og strøg forlegent nedover sin tarvelige, sorte kjole og sukkede tvilende. Den var hendes peneste, og hun havde taget den paa i anledning af sønnen, men det kunde være spørgsmaal, om den var fin nok til at gaa bort i. — Han opfattede hendes miner: «Vist er du fin nok,» sagde han. «Vi skal bare paa en snarvisit, det er ikke noget selskab, det gjælder.»
Hun mente kanske sit ved hans forslag, og saa lod hun sig overtale, endda det var lidt vanskeligt med skydsen — —
Det lysnede op i stuen. Solen glitrede frem over havens apaler og ribsbusker og duggede græs.
Moderen lod strikketøiet synke ned i fanget: «Nei, nu klarner det!» Nicolai aabnede døren paa vid væg og gik ud i gangen.
Solskinnet strømmede gyldent og rigt over lysegrønne, bølgende kornakrer, over fjorden, som krusede sig for godveirsbrisen, og over aasene paa vestsiden, der taagedotterne var feiet væk, saa de atter syntes en sammenhængende blaa fjeldkjæde. Ungdomsflokken havde forladt gaarden. Der var ingen andre end smaagutterne og et par husmandsunger, som i skyggen under laavebroen var i færd med at ødelægge et hvepsebol og gik løs paa det med smældende stenkast og viltre skrig.
