til mad og klæder, om slægtninge og bekjendte fra dengang, hun havde fulgt sin mand did for to og tyve aar siden, om hans studier, og naar de kunde ventes afsluttede, om kongen var lige gal endnu og meget andet. Han havde svaret paa det meste før et par gange, men hun syntes at have glemt det, og han fortalte sagtmodig opigjen al slags smaatterier og vigtigere anliggender om hinanden.
Til gjengjæld ledede han passiaren hen paa bygdens folk og forhørte sig angaaende hver enkelt af den gamle omgangskreds og spurgte, om der var kommet nye familier. — Jo, der var den nye sorenskriver. — Ny sorenskriver? Hvem var det? — Det var raaden, cancelliraad Weydahl, rettede hun sig. — Saa naa, men det var mindst fire aar siden han kom, og ham havde Nicolai seet, forinden han reiste til Kjøbenhavn. — Saa var der ingen nye da; cancelliraaden var den sidst komne. De omgikkes ham ikke meget; det vil sige, Lind traf ham undertiden. Men han indbød aldrig damer til sine selskaber, efterat fruen var død. — Nicolai erindrede ogsaa fruens død. Landkræmmer Orres paa Alm, besøgte hun ikke dem ofte? — Det var saa vanskeligt, betroede hun ham hviskende, Lind skyldte vist Orre en større sum. — Nicolai rynkede panden og saa dybsindig paa sprækkerne i vindueskarmen.
Bevares, Orre havde ikke været paagaaende med at kræve dem; han havde i det hele taget ikke gjort det, troede hun. Men det var nu saa, at Lind vistnok kviede sig for at møde Orre —
Det var tydeligt, at moderen sjelden kom ud af sit eget hus. Hun kunde ikke give bedre besked om, naar hun sidst havde været borte, end at det var, da den
