i snirklede træk «Even Hagensen Weelang 1778». Datoviseren havde Nicolai som barn revet løs og faaet sine fortjente ris for det. Der var et stort hul efter den fremdeles. Drømmende og søvnig lyttede han til urets tikkende gang. «Ikke noget nyt — ikke noget nyt,» klang det. «Trænges ikke — trænges ikke — greier sig nok —»
En vældig spyflue svirrede lige forbi øret paa ham og klaskede mod ruden. Han vaagnede braat i: — Saamæn var der ikke noget nyt, jo! — Halvklare gardiner for vinduerne, de fandtes ikke før. De var nystrøgne, altsaa til ære for ham.
Spyfluen løftede sig igjen og surrede iltert rundt under tagbjælkerne. — Taget kunde de gjerne have hvidtet paany; svartere og mere tilrøget blev det for hver tid.
I kjøkkenet sprakede varmen paa peisen. Der var de alt i kast med middagsmaden. Moderen kom stille ind og satte sig ved slagbordet. Nicolai havde straks ved det første gjensyn undret sig over, at hun var blevet saa meget forandret. Nu slog det ham endnu mere. Hun var blevet fyldigere, og skjønt hun ikke var syg, var hendes bevægelser matte og trætte. Haaret var graanet stærkt, og den sammenknebne og indsunkne mund røbede, at hun havde mistet flere tænder. De brune øine, som havde kunnet være saa muntre og livlige, og som han havde været kry af, at folk sagde lignede hans egne, havde et besynderlig fraværende, ligesom forvaaget udtryk.
Hun hentede et strikketøi frem, og mens hun vanemæssig knyttede maskerne, begyndte hun omstændelig og monotont at spørge ham ud om hans liv nede i Kjøbenhavn, om hvorledes han havde det med hensyn
