Side:I cancelliraadens dage.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

anet. Han var kommet hjem iforgaars, og faderen havde holdt sig ordentlig de to dagene, men inat havde han tuslet ustøt om i gangen, da han vendte tilbage fra majoren. Og idag var det nok rent ilde. Brændevinsbuteljen stod halvtømt paa frokostbordet, da Nicolai spiste klokken ni — det kunde muligens ikke kaldes saa tidlig efter landsens vaner. At en præst ikke skulde gidde passe sig — til og med, naar der var indskrivning af konfirmanter!

Men maaske var forholdene ikke saa daarlige alligevel. Smaagutterne havde jo baade støvler og nye, gode klæder, og gud ved, de pleiede at være barbente og fillede, naar han havde seet dem i ferierne. Der havde heller ikke været pengejammer at høre, endnu da —

Møblementet i stuen var forresten det gamle, svært tarvelige: Det store rødmalede slagbord, som brugtes til spisebord. Sofaen bag det var trukket med rudet værken ligesom stolene; for længe siden havde der været mørkegrøn damask, huskede han. Paa væggen over sofaen hang silhouetterne af faderen, moderen og ham selv og en af de døde søskende — de var klippede i Christianssand af en snurrig franskmand. Joho, det var en franskmand, og fiks med fingrene var fyren. — Speilet med den udskaarne og forgyldte ramme var kjøbt paa auktionen efter gamle provsten. Saa var der det birketræs spillebord ved tværvæggen, pibehylden med de sølvbeslagne merskumshoder, det brune skatol i krogen og det hvidlakerede, høie slagur, som rak næsten helt til taget, og som havde kunnet vise baade dato og aarstal. Det var i grunden for prydeligt til de andre ting. — Han blev siddende og stirre paa den skinnende messingtalskive. Ovenover stod der indgraveret