men Nyeberg nappede ham i den langskjødede frak og vilde have rede paa, om Hans Dahlbyes etterretning var sand og viss. Men svensken kunde intet forsikre og angrede bare paa, han ikke havde spurgt sig for hos den unge Lind, og bedrøvet traskede organisten efter.
Gutterne veg unda, da de nærmede sig. Jenterne slog ring om den tykke lyslette, som nu havde trukket et blomstret tørklæde ned over panden og skottede sky hen paa dem. Mens gutterne knæggede, og jenterne kniste, fik Palmstrøm ud af dem, at præsten ikke havde villet antegne Berte Nerlien til konfirmation, fordi han laa i krangel med ham Gubrand, far hendes, om tienden, og havde afvist hende som uværdig. Men da de havde mærket, at han var ugrei og dimmen paa synet og slig, at han nok ikke vilde komme ihu til imorgen det, han gjorde idag, havde Berte byttet klæder med en anden og skulde gaa ind paa kontoret paany og sige sig at være fra Øverlien, der brugeren ikke havde noget udestaaende med præsten. De var ikke rædde for at tro sig til Palmstrøm, for naar han var paa bondegaardene, pleiede han at lægge ud om præster og religion af bøger, som var mere lærde end baade forklaring og postille.
De to mænd ymtede hverken noget til eller fra, men gav taal saalænge, til de saa, at Bertes paafund lykkedes.
Imidlertid sad Nicolai alene inde i stuen. Han sad borte ved vinduet, støttede albuen mod karmen og saa melankolsk ud i haven, der alting var vaadt, græsset og de vantrevne apaler med de mosgroede stammer og ribsbuskene, hvis blade rynkede sig til smaa skaaler fulde af blankt vand.
Det stod vist værre til hos forældrene, end han havde
