Organisten røbede ikke spor af nysgjerrighed. Han trommede med fingrene paa stenen og var optaget af ungdommen. «Det æ dotter hass Gubrand Nerlin, som staa aa græt,» sagde han.
«Det var virkelig rart nyt,» mente Palstrøm. «Et mærkeligt vidnesbyrd om voksende forstandighed hos vore stormægtige styrere og regjerere, skjønt det er nok dem, som ikke vil like det. Kanske det kunde være artigt at vide for dig og, Nyebergen —»
«Hvad er det da?» spurgte Nyeberg ligegyldig. Han var fremdeles optaget af den tudende jente, som nu i følge med en til fjernede sig fra flokken og blev borte bagom laavebroen. «Neiggu, tru je itte præsten ha ærte henni Berte Nerlin, saa a stryk like hem aat far sin!»
«Ja, bryr du dig ikke om det, kan det være det samme med det,» sagde svensken studs. «Jeg tænkte, jeg burde sige til en kjær ven det, som bent ud kommer hans embede ved, idetmindste hans geistlige overordnede.»
«Je bry mig om det, høre du! — Er det nyt orgel til kirken?» brød han over i bogsprog.
«Ikke orgelet, men organisten angaar det,» svarede Palmstrøm vægtig og blev ved, som læste han op af en bog: «Eftersom Hans Dahlbye berettede, vil der snart ske store forandringer med kirkestasen. For nu er det kommet fra cancelliet, at ofringerne skal ophøre i kirkerne. Brudevielserne skal ligeledes blive afskaffede paa det sæt, at de forenede ægtefolk tager med sig tvende vidner til sorenskriveren og der gjøre ægtenskabscontract samt indføres i protokollen. — Naa, min ven! Hvad synes du?»
