Imidlertid stod organisten beskeden og taus med kaskjetten i næven hele tiden.
«Godmorgen, Nyeberg,» sagde Nicolai. «Saa sæt da huen paa, mand! Jeg er da ingen konge heller. — Har I noget ærinde hos præsten idag?»
Det var Palmstrøm som svarede: «Jeg ledsager min kjære ven Peder Nyeberg for at se om orgelet, som trænger lidt reparation eller pudsning, og saa tænkte jeg med det samme at melde mig til alters.» Han satte hatten paa og lagde fromt hænderne overkors.
Nicolai lo. «Det glæder mig det, Palmstrøm, at du beflitter dig paa et gudfrygtigt levnet paa dine gamle dage —»
«Hm — ja, og saa var det attesten for at have søgt herrens bord,» sagde svensken snedig og lagde hænderne paa ryggen.
Borte ved kjøkkentrappen stimlede ungdommen tættere sammen. En tykfalden, lyshaaret jente var kommet grædende ud fra kontoret og fortalte noget, sint og hulkende. De andre hyssede paa hende og prøvede at trøste.
Nicolai snudde sig nervøst mod dem. Der var noget galt fat, og faderen havde været hos majoren igaar og var altid slem efter flasken og hidsig om morgenen, naar han havde nydt noget om kvælden. Han drev ind uden at ænse de to mere.
Svensken skjød munden tænksomt frem og satte sig igjen. Organisten ligesaa.
«Den unge Lind lader til at være en oplyst person,» snakkede Palmstrøm med et lumsk sideblik til sin kamerat. «Det var ilde, jeg glemte at spørge om nyt fra Danmark. — Jeg fik mærkelige tidender, da jeg var over hos Hans Dahlbye forleden.»
