og anlægge haver. Forresten havde han ikke noget godt ord paa sig, og det blev almindelig troet, at han snarere var en heksekunstner end en tusenkunstner, og selv om han ikke havde svartboka, holdt han i hvert fald samkvem med finner og hesteskjærere og alskens omvankende pak, især blandt sine indvandrede landsmænd. Han havde bygslet en plads oppe i Vestbyaasen, den værste taterkrok i bygden, og kunde alene takke sin evne til at gjøre sig nyttig paa de conditioneredes gaarde for, at ikke øvrigheden havde gaaet ham stærkere paa klingen, end han sandsynligvis vilde have synes om.
Den pukkelryggede var organisten, en stakkar, gamle præsten havde taget sig af for hans legemlige skrøbeligheds skyld, ladet oplære i musik og derved skaffet ham hans nuværende levebrød.
Nicolai slentrede hen til dem og hilste: «Naa goddag, Palmstrøm. Hvorledes staar det til?»
Palmstrøm reiste sig hurtig, rev hatten af og bukkede dybt: «Nei se, er det ikke den unge hr. Lind? Er den herren atter paa disse kanter og er saa gemenslig og venlig at huske en gammel bekjendter? Ak ja, det er længe, siden vi sidst mødtes. — Takker saa meget for forespørgselen. Befindendet er ellers som venteligt for én i mine ringe kaar.»
Han talte rapt med lidt svensk sving paa ordene og søgte at fortrække sit magre, rynkede ansigt til et blidt smil, men det blev til et smiskende grin, for den store høgenæse sprang altfor bistert frem, og de smaa øine blinkede uophørlig. Mens han talte, fegtede han ivrig med den høire haand, som var tatoveret med underlige tegn i rød og blaa farve.
