Vinden var sprunget om til nordvest. Han smilte lunt: Godt veirvarsel — — han havde da ikke glemt al sin hjemlige og landlige viden nede i Kjøbenhavn. Men svalerne troede nok ikke, vinden var at stole paa. Pilsnart slap de sig ud af rederne under takskjægget og skar i store buer gjennem luften lige over marken, i rastløs jagt efter føden, uden kvidren — bare naar de vendte tilbage til redet og raslende smuttede ind under tagstenene, satte de i smaa travle skrig.
Ved den anden ende af hovedbygningen, mellem den og laavebroen, saa han en snes halvvoksne gutter og jenter, som havde klumpet sig ihop om kjøkkentrappen. Det var ungdom, som skulde indskrives til konfirmation. Af og til skiltes et par stykker ud af flokken, traskede langsomt opover trappen og forsvandt i huset. Præstens kontor var nemlig ved siden af kjøkkenet. Lind havde givet dem ordre til at indfinde sig turvis, mens de øvrige ventede udenfor. Han vilde ikke have dem inde hos sig alle paa én gang.
Paa den brede, flade saltsten midt paa tunet sad to mænd med ryggen mod Nicolai. Den ene var gammel; under hatteskyggen stak langt graat haar frem i nakken. Den anden var pukkelrygget og havde en kaskjet paa.
Nicolai kjendte dem. Den gamle var en svenske, som kaldte sig Palmstrøm, en halvstuderet røver, og sagdes rømt fra sit fødeland for en forbrydelse. Han havde opholdt sig i bygden, saalænge Nicolai kunde mindes, og ernærede sig som en slags tusenkunstner, der kunde udrette hvadsomhelst, man satte ham til. Han var lige flink som snedker, tømmermand, kvaksalver og barbér eller smed. Bedst likte han sig, naar han fik lov til at fungere som gartner, plante og pode frugttrær
