givelser og fundet en frugtbar jordbund i sindene. Men de moderne aandsretninger var indsmuglet tiltrods for en orthodoks geistlighed, var vokset i styrke og fanatisme ved kampen mod den og ved at sammensmeltes med præstehad, og selv de mest fremskredne af disse landlige fritænkere mente i grunden, det var præstens redelige pligt, den han var lønnet for, at tordne mod dem og tvinge dem tilbage under troens lydighed. Det var ingen stas ved at drive gjøn med dogmer og mirakler, naar ikke præsten tog til gjenmæle og gav spotten et præg af farlig formastelse. — Den enfoldige almue likte ikke, at Lind prækte, saa de syntes han i sine udlægninger vridde og vrængte baade Martin Luthers katekisme og de øvrige hellige skrifter, og den fattede underlige tanker ved at se ham staa paa en venskabelig fod med landkræmmer Hans Orre — ham, gamle præsten havde fordømt som en gudsfornægter, neppe værdig til at begraves i indviet jord.
Før Lind vidste, hvordan det var gaaet til, maatte han indrømme for sig selv, at han og hans menighed aldeles ikke stemte overens. Træt af sine uheldige forsøg paa at vinde bøndernes fortrolighed og tillid, gav han tabt og omgikkes kun med sine standsfeller, de conditionerede, som smaalo af beretningen om reformatorens nederlag og opfattede sagen humoristisk. Til gjengjæld forstod de at sætte pris paa hans selskabelige talenter, modtog ham gjæstfrit i sin afgrænsede kreds og hjalp mer end gjerne den livlige og svage mand til at glemme de hensyn, han skyldte sin præstekjole og krave. Uvant som han var med deres levesæt, aarkede Lind ikke at holde maade og lod sig rive fuldstændig hen af den vilde selskabelighed, som raadede blandt
