oplysningens fremme. Men uklog og ukjendt med forholdene stødte han straks an overalt og fornærmede storbønderne. Han havde været vant til i sit forrige lille kald at farte om blandt folk, snakke med dem og retlede dem og til stedse at blive modtaget med ærbødighed som et høiere væsen. Dér, hvor han nu var, likte de ikke, at præsten fór rastløst rundt i bygden og faldt med døren ind i huset. De krævede bare af ham, at han skulde besørge sine forretninger med den rette anstand, revse deres synder med den rette strenghed og i helgen overbringe dem guds ord og bud med den rette myndighed — alt for rundelig betaling. Forresten kunde han holde sig i værdig ro og vente, til den, som vilde ham noget, søgte ham.
Hans paagaaende venlighed brød de sig ikke om; de tog den for nedladenhed og blev tvære og uhøflige. Han paa sin side blev skræmt og kjed ved stadig at se sine bedste bestræbelser mødt med uovervindelig mistænksomhed og irriteret ved at træffe ordknap studshed, naar han efter evne prøvede at gjøre vel mod dem, som kunde trænge det. Nei, da havde de fattige fiskere og lodser ganske anderledes forstaaet at sætte pris paa ham, og med bitterhed sandede han, hvad hans høiærværdighed biskopen havde sagt til ham under flytningen opover, idet han advarede Lind om den vanskelige gjerning denne vilde faa at øve mellem Oplandenes rige proprietærer og øvrige indbyggere, der havde bevaret saa sørgelig lidet af de norske bønders oprindelighed og ufordærvede natur.
Desuden var Lind den første rationalistiske præst i den bygd. Vel havde tidens tvil og vantro allerede tidlig faaet indpas hos «de rige proprietærer» og deres om-
