De sidste udløbere fra fjeldvidden strakte sig som lave aaser ned gjennem bygden og endte i bratte fjeldknauser og smaa berg. Derpaa sænkede slettelandet sig i bølgende bakker og lange volder mod fjorden. I bakkehældingen et stykke oppe fra stranden var kirken bygget for mange hundrede aar siden.
Nu var den en høireist korskirke med hvide kalkede mure og høit, slankt taarnspir. Fordum havde den været et aflangt, firkantet bygværk med et tykt og trodsigt taarn ridende midt paa tagryggen. Dengang bredte vist skogen sig over det meste af bygden. Vidt var der mellem gaardene, og dér sad endda folk, som ikke alene havde arvet sine minder, men ogsaa sin magt fra smaakonger.
Længe var der bygget paa den, og adskillige skjæbnens omskiftelser var baade den og hele egnen undergaaet, inden kirken stod der i sin færdige skikkelse. Kalken gjorde sit bedste for at skjule det mange slags yrke; men ligevel var det let at mærke, at mens langskibet var omhyggelig opført af svære, hugne blokker, var begge sidefløiene senere føiet til af en slægt, som ikke havde tænkt saa meget paa det faste og varige, men
