Lars staldkar løitnant Lemmich von Juells afsjælede legeme til Romstad. Han kvidde sig for sit ærind, for han vidste, at der bare var en halvtomset olding og to umyndige barn til at tage imod liget.
Hverdagslivets ensformighed faldt atter over skrivergaarden. Store forandringer skede der ikke.
Cancelliraaden gik hver morgen ned i kontorbygningen, sad der hele dagen med sine forretninger, taus og tung og næsten uden et ord til de to kontorister, som rørte sig saa uhørlig de kunde, mens han var tilstede, og saa forskrækket paa hinanden, naar fjærpennen skrabede altfor skrigende mod papiret. Han havde afskediget Annette, betalt hende resten af aarslønnen og sendt hende til byen.
Fruen kom aldrig mere ned fra sit soveværelse, og hendes mand saa aldrig til hende, spurgte aldrig efter hendes befindende.
Af og til kjørte den tykke, gemytlige amtsphysicus ind paa gaarden. Han havde tidligere været en af Weydahls yndlinge. Nu talte raaden ikke med ham, lot ham komme og gaa og traktere paa stuen uden at vise sig for ham.
Bygdesladderen havde en stund havt det meget travelt med tildragelserne ved Juells død. Det hed sig først, at det kanske ikke var saa sikkert, at ikke raaden selv havde havt en haand med i ulykken. Men tjenestefolkene vidste saa altfor god besked, og tilfældet var interessant nok alligevel. Omsider stilnede slad-
