i det lange, løse, sorte haar. Øinene hang ved hans og var store af rædsel.
Han løftede armen til slag; men da glimtede de i vanvittig trods mod den stærke, bredskuldrede mand mod det rasende, fortrukne ansigt, og hun hviskede hastig: «Har du noget at takke mig for, Christopher? — Husker du, hvad jeg gjorde for dig? — — I din yderste nød?»
Armen sank ned. «Gid du aldrig havde gjort det,» sagde han. «Gid du aldrig havde bryd dig om mig og hjulpet mig. En burde aldrig hjælpe et menneske i dets yderste nød uden at hjælpe for livet. Det kræver det, ser du; det bliver utaknemligt og fordringsfuldt da, ser du —»
Hun faldt atter sammen, støttede panden mod sengen og begyndte at hoste. Da gik han med raske, haarde skridt, og hun blev alene. Hun tog om sengestolpen og reiste sig træt og sløv; hun ænste ikke den døde, huskede ikke længer Juell eller sin mand eller nogenting og slæbte sig hostende opover trappen til sit soveværelse.
Lidt senere blev Lars staldkar kaldt ned paa kontoret. Der stod raaden ved vinduet med ryggen til ham og sagde kort: «Kjør løitnant Juells lig til Romstad.»
Lars ventede forlegen paa mere besked.
«Hvad venter du paa?» kom det barsk.
«Aa slags kjørdoning ska je bruke? Je lyt fell ta ei sluffe?»
«Tag en langslæde og kast et klæde over liget.»
Saa blev gjort. Langsomt, skridt for skridt, kjørte
