Side:I cancelliraadens dage.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i sin prunkende, røde galauniform. Weydahl havde aldrig seet ham i uniform før og studsede ved det. Ansigtet var blegt med en svær rødblaa skramme tværsover panden; haaret var sammenklistret af blod paa den ene side af hovedet; den tynde, krogede næse sprang skarpt frem; hagen var sunket ned, men kjæven holdtes oppe af den høie, stive krave, saa munden bare var halvaaben; de regelmæssige, hvide tænder vistes mellem de farveløse læber. Øienlaagene var lukkede og hænderne foldede over uniformsfrakken.

Weydahl traadte nærmere og stirrede paa ham. Lagenerne for vinduerne blafrede i trækken fra gangen, og han syntes det bævrede i ansigtet. Han bøiede sig ned og satte fingeren paa ligets pande. Den var allerede iskold. Han trykkede haardere til, det gav efter, og han følte en knasen af knust ben.

Saa gik han ovenpaa til fruen. Kammerpigen smuttede ræd forbi ham ud af soveværelset, idet han kom.

Omhængene var trukket for himmelsengen. Bag dem laa hans hustru og stønnede. Han trak dem tilside saa hvast, at han rev en lang flære i dem. Hun laa der sammenkrøben, halvt paaklædt og saa op paa ham med blanke, forfærdede øine og bed i lommetørklædet for at kvæle sin jamren. Uden et ord tog han hende i armen, drog hende ud af sengen og ud paa gangen. Hun fulgte viljeløst med, barfodet, i nattrøie og underskjørter, ned ad trappen og ind paa storstuen til liget.

Han pekte paa den døde: «Du og han — Du og han — — Hvad har der været mellem dig og ham?»

Han slap hende, og hun faldt klynkende sammen foran ham, mens hænderne krampagtig filtrede sig ind