og lurte hinanden, stilfærdige af spænding, bare med en braa latter, hvergang kortene blev slaaet op. De var slappe og rødøiede og halvfulde. De ænste ikke solen, som brød frem over aasene, skinnede paa de forbrændte lygter i haven, straalede freidig ind gjennem vinduerne i den støvede og uryddige sal og lagde en glorie om pastor Linds tynde, strittende haar. Ligesaalidt ænste de en klodset tiaars gutunge i nye klæder, som stod tæt ved dem og gloede dumt paa spillet. Det var Lemmich Juells søn, som glemt af alle var sovnet ind paa en dynge reisetøi, men vækket af lyset, der skar ham i øinene, var gaaet did, han hørte stemmer.
Omsider reiste procuratoren sig, tog sidstslumpen af glasset og saa sig omkring og sagde: «Har du hørt, Lind, hvad Totenpræsten sagde, da han havde ligget syg og først kom til bryllups trediedagen? — Der jeg saa levningerne, maatte jeg græde.»
De lo, sopte pengene sammen og skiltes. Gutten satte sig træt ned, lagde armene paa bordet og sovnede paany.
Snart vidste hele bygden, at løitnant Juell var fru Weydahls elsker. Alle snakkede om det, og alle vidste det, undtagen hendes mand naturligvis. En havde seet fruen spasere opigjennem skogen om morgenen og møde sin kjæreste der; andre mærkede sig, hvordan de vekslede fortrolige ord i krogene, og tjenerne paa skrivergaarden ymtede høilydt om det, de kunde komme til at opdage, naar de overraskede de to inde i stuen under Lemmich Juells hyppige besøg. Som tiest traf han nemlig fruen alene. Cancelliraaden havde det altid travelt
