besad, men uden sære griller, saa de, der ikke vidste det, aldrig kunde ane, at denne værdige og sirlige levemand i anfald af storhedsvanvid havde for vane at brænde sine klæder, fordi de var berørte af tjenestefolkenes simple fingre, og at bestige staburstrapper og andre høitliggende steder for at forrette sin nødtørft.
Arrangementet med eremithytten havde ingenlunde hørt til hans faafængte griller. Thi dér sagde Lemmich Juell fru cancelliraadinden, at han elskede hende, og der tilstod hun for ham, at hendes ægteskab havde været en sørgelig vildfarelse: Hun havde i et øiebliks ophidselse taget feil af sit hjertes følelser, og nu var hun saa ensom, ja saa uendelig ulykkelig og ensom vilde hun været i dette barske land, dersom hun ikke havde fundet ham. O, denne dybe sjælenes sympathi mellem dem — af gud var den visselig plantet, den kunde ikke være brødefuld! Løitnant von Juell var den eneste ven, hun havde, hvis hjerte bankede medfølende for hende og hendes kummer. Og hun betroede sin sjæls ven alt dette og laa op til hans bryst og gav ham hundrede kys og fik tusinde ømme ord til svar og vogtede sig vel for at derangere sit toilette og tørrede hurtig de taarer væk, som truede med at ødelægge farven paa hendes kinder.
Imidlertid sad cancelliraaden ved kortbordet og spillede og diskuterede den væbnede neutralitet med alvorlig ligegyldighed.
Festen blev feiret til det graanede af dag, og værten straalede af lykke.
Efterat de fleste af gjæsterne var draget fra gaarden eller havde søgt hvile i dens halvhundrede gjæstesenge, sad procuratoren, pastor Lind, majoren og løitnant Wallace endnu ved schervenselen og bød hinanden op
