aar var omme, var de begge to døde og begravne, og det gik saaledes til.
Udover vaaren og sommeren var Juell en hyppig gjæst paa skrivergaarden. Hans halvfjollede onkel, justitsraad Hammer, sad hjemme paa Romstad og kjedede sig og undredes over, hvor le cher neveu holdt til, og løitnantens to barn, som han aldrig havde taget sig synderlig af, førte en tilværelse efter sit hjertes ønske i mark og skog og blandt tjenestefolkene.
Om høsten fortalte fru Weydahl ham en dag, at hun havde renonceret paa sin paatænkte tur til byen; blot hun nu ikke kom til at ennuyere sig altfor meget, saa hun maatte angre paa det. Den kvæld kom Juell og bad procuratoren om at faa laane 500 rdlr. Det var ellers uhørt, at Juell laante penge af sine venner. Han vilde ikke sige, hvad han skulde bruge dem til, men procuratoren gav ham dem uden indvendinger, uagtet sikkerheden var slet nok. En rigmand i Christiania havde pant i gaarden til sidste skilling af dens værd, og det var mest krediten hos landkræmmer Orre, som holdt Juell oppe, saalænge det hang.
Men hvad pengene skulde bruges til, det viste sig snart. Madame Nannestad blev hentet. Hun var enke efter en kapellan, som havde været rigtig en madpræst. Efter hans bortgang vilde den lille pension ikke strække til for hende og datteren, og derfor maatte hun som kogekone i bedre huse udnytte de culinariske indsigter, hun havde erhvervet under sit ægteskab. Hende blev det overdraget at ordne alt kjøkkenet vedkommende til et stort lag, som skulde staa paa Romstad om tre uger. I mellomtiden blev der slagtet og brygget og bagt og vendt op og ned paa hele gaarden. Der blev
