aandelig bistand. Men Weydahl var kommet i sligt sinne ved efterretningen om deres nærværelse og havde saa bistert nægtet at se dem, at Matjas Nordsveen uden videre svarede, raaden var for klein til at modtage nogen, da de fornyede sine besøg. Herover blev pastoren meget fornærmet og kapellanen krænket, og begge tilholdt de Matjas at sende bud paa dem, inden det blev forsilde. Uden særskilt anmodning vilde de ikke indfinde sig paany.
En dag kjørte procurator Høegh i skumringen nedad lønnealléen. Træernes gule og brune løv dækkede i tykke lag veien. Hjulsporenes pytter var tilfrosset, og isen knustes klirrende og knasende under karjolhjulene. Hesten havde gaaet i skridt lige fra Gihle af og undrede sig over sin herres uvanlige sagtmodighed og mildhed. Over aaserne paa vestsiden hvilte en rød strime efter solnedgangen. Dens dystre, ulmende glød var som en smal revne i himmelens jevne, lave mørke.
Han slap ind til den syge, som kviknede mærkværdig til ved at hilse paa ham. Men procuratoren blev ilde tilmode over den forandring, som var foregaaet med Weydahl. Ansigtshuden sluttede stramt om de brede kindben. Hagen var overgroet med stridt, graat skjæg. Øinene laa stirrende, dybt i sine hulninger; de lyste allerede af den nære døds uhygge.
Høegh tog plads ved sengen. Han var blevet støl og gammel og altfor fed. Han passiarede om forskjelligt, men stødvis og fortænkt, og Lars staldkar, som sad i en krog, skjønte, han havde det paa hjerte, som han nødig vilde rykke ud med, fordi han forstod, hvor daarlig raaden var.
Denne hørte paa ham en stund, skrev saa noget paa
