hun og stuepigen flyttede ned paa et kammers i folkestuen. Paaskudet var, at de ikke skulde uro den syge ved støien af sit arbeide. Og snart var der i hovedbygningen blot raaden og de, som passede ham, og saa kontoristerne, som gik til og fra kontoret oppe i anden etage. De boede nemlig ikke paa gaarden.
Der blev hvisket om spøgeri i gangene. Det var underligt, at dette ikke var begyndt før. Men saalænge raaden var frisk, havde det skyet at vise sig, endda der mindst var to eller tre, som skulde gaa igjen paa de tomter. Hvem havde seet det? Hvem havde mødt det? Det blev ikke tydelig opklaret nogensinde, men at det var der, det følte alle.
Weydahl døsede døgnene hen. Han gjorde sig forstaaelig ved miner og gebærder. Skjønte de ham ikke fort, kunde han blive grætten og hidsig og vilde snakke; men stemmen var borte, det blev til en utydelig gurglen, og munden vred sig i smerte ved det.
Omhængene om hans seng var fjernet. Han havde ikke taalt at være indelukket bag dem. Han vilde, at de skulde vaage hos ham bestandig, og brænde lys hele natten.
Slægtninge, som kunde pleie ham, var der ikke, og det var ikke kvinder, som stelte om ham. Gamle Lars staldkar og Matjas Nordsveen skiftedes til at sidde hos ham. En god husbond havde han været dem, og de vilde ikke svigte ham. Deres klodsede arbeidsnæver støttede ham varlig op i puderne og holdt koppen med drikke til hans læber, naar han gav tegn til det; for han tabte snart evnen til at klare sig selv og blev svag som et barn. Baade pastor Lind og kapellan Vamberg havde aflagt visit paa skrivergaarden, om han skulde behøve
