til byen. Da han sad paa kjærren, hævede han sine lænkede arme og holdt en tale. Hatten dat af ham, og langt og tjavset hang hans hvide haar ned paa skuldrene, hans øine blinkede vildt. Han kaldte himmel og jord til vidne paa sin uskyldighed og spaaede, at den skriver, som havde dømt ham uretfærdigen, hans mund skulde aldrig mere afsige nogen dom. — Men de flirte bare af ham, endda det var nærved at grøsse i dem. Selv Palmstrøms troldomskunster frygtede de ikke længer, naar han ikke havde kunnet fri sig fra lensmandens klør.
Utak er verdens løn, tænkte han, idet kjærren skumpede afgaarde gjennem den flirende og glanende hob. Han huskede, at det akkurat var syv aar og fem maaneder siden, han en vaarnat plyndrede kirken i Hans Dahlbyes hjemsogn for at ærgre præsten og bespotte den geistlige stand. Dahlbyen selv var ikke med, han hyllede sig som vanlig og havde kun gjort opmærksom paa, at meget sølv og guld forvaredes let tilgjængeligt i den kirke. Men søskendbarnet hans — bare unggutten var det dengangen — var kløvet op i korvinduet og langede varerne ud til svensken og en kamerat. Døbefadet fik de, det fløiels alterklæde og oblatæsken og lysestagerne med. «Mein dænna,» sagde gutten, «vil je sjøl ha tel ein amindels,» og stak kalken i lommen med det samme, han hoppede ned.
Senhøstes spurgtes det, at cancelliraaden var syg og rimeligvis ikke havde længe igjen. Amtsphysicus Müller havde været hos ham og fundet patienten saa
