hans misgjerninger, voksede hadet og hevnlysten, og en for en skede nye anmeldelser om hans forbrydelser og skurkestreger, og anklagepunkterne øgede stadig i tal.
Justitssagen mod ham blev langvarig paa grund af anklagens vidtløftighed. Fangerne forhørtes hver for sig. I førstningen var Palmstrøm kjæphøi og stormodig og flommede over af veltalenhed uden at ænse sin defensor, procurator Høeghs advarsler. — Umoralske og løgnagtige personer vilde lottére og beklikke en fremmed, der maaske ved uforsigtighed kunde have blottet sig for avind og træskhed, som lurer overalt, og bag hans ryg søgte de at skjule sine egne skalkestykker. Han bad agtbare borgere om forladelse, dersom han havde forseet sig — at feile er menneskeligt — og takkede for al godhedsbevisning i den lange tid, han havde dvælet i denne dydige og oplyste menighed, hvor han fremdeles inderlig attraaede at ende sin bane. De nederdrægtige var han ingen tak skyldig, men ønskede dem kun forbedring. Han havde tillid til gud og sin uskyldighed og stolede paa at nyde den ret, som loven tilsagde enhver fortrængt undersaat under den milde danske regjering. — Den nye foged, som var kommet efter Jespersen, gik næsten fra besindelsen ved denne frækhed og svor at knække hans forhærdelse med den fortjente afstraffelse, ham selv til anger og ligesindede til afsky.
Det hele tog en uanet vending, efterat cancelliraaden havde betydet delinqventen, at Wibom havde tilstaaet indbrudet, og at organisten for ikke at impliceres i undersøgelsen havde fremleveret en af kornmagazinets sække, som svensken havde bragt til hans hus. I næste forhør var anklagedes samvittighed rørt efter hans eget sigende. Han havde da siddet ugevis i arresten med en træ-
