Rygtet om, at Palmstrøm var knebet, bredte sig rask i bygderne og gjorde stor opsigt. En snes aar havde denne indflyttede svenske lusket om, mistænkt for det styggeste og et redskab til det værste, men skjærmet af den frygt, han indgjød, saa ingen turde lægge haand paa ham og overantvorde ham til straffen.
Folk havde været ræd for ham, fordi han ikke var ræd for noget, hverken for gud eller fanden eller øvrigheden. Der havde staaet som en skaadde af hemmelighedsfuldt djævelskab om ham, og i ly af det havde han kunnet byde almuen, hvad han vilde. Vellært var han i boglige kunster, det havde den skjønt; men ligevel holdt han samkvem med hesteskjærere og tatere og finner og det slags forgiftige mennesker, som en ikke skulde røre ved, fordi de gav sig af med alt det, som forbudt var, og med det samkvem havde han nok sin hensigt. Hans vanhellige og vantro spot vakte den tanke, at han var i forbund med magter, det ikke var heldigt at nævne for den, som havde sin sjæl og salighed kjær. Faa tvilede om, at han havde svartebogen. Og stedse havde han smisket for de conditionerede og kakserne og skaffet sig formaaende beskyttere. Nu havde de altsaa opgivet ham og svartebogen tabt sin kraft. Hans paktes dage maatte være udrundet.
Men de underlige, omvankende væsener, som ikke hørte hjemme nogensteds og levede sit fordulgte liv i skog og mark og paa øde sætervanger i den varme aarsens tid, og som om vinteren tiggede og tvang sig underhold til, der de ikke stjal sig til det, blev slagne med skræk og forfærdelse. Thi Palmstrøm havde været mægtig blandt dem ved raad og daad.
Efter hvert som folk vaagede sig til aabent at drøfte
