braget løs, og mens det rullede hen med dump gjenlyd mellem bakkerne, suste regndraaberne ned, raslede i træerne og satte tæt i tæt af sorte prikker i veiens støv.
«Den, som var lunt under tag!» sagde kjæmpen og skuttede sig.
«En halvfjerdings vei til mig!» raabte Palmstrøm og travede afsted, saa hans side frakkeskjøder daskede ham om laarene. «Kom — jeg har lidt at snakke med dig om!»
I den friske sommernat, som fulgte efter tordenveiret, laa Harsjøen mellem de høie, skogklædte lier med skimrende skjær af den blege, hvidlige himmel. I sivet ved elveoset plaskede en puddelhund knurrende og smaabjæffende omkring.
Der var folk i kornmagazinet. To mænd bar sækker ud og læssede paa en kløvhest. Puddelen blev kjed af sligt vildt som frosk og gro, rystede sin pels, saa vandet skvat, og tassede ind i magazinet. Mændene lukkede dets dør, da de var færdige; de havde hast og slog paa hesten og savnede ikke hunden.
Om morgenen hørte mølleren i kværnhuset lidt længere nede ved elven en hund hyle og jamre sig. Han mærkede, at hylene kom fra magazinet, og ved at se efter, hvad som stod paa, fandt han, der havde været tyve paafærde, og at dyret var indestængt. Han slap det ikke ud, men skikkede straks møllergutten til lensmanden.
Nogle dage efter sad baade Palmstrøm og Wibom bag laas og lukke i arresten. De var seet farende opover Kværndalen i kvældingen med hunden og en hest, som var taget fra kapellanens havnehage.
