men han havde ædt saa fortræffelig til middag paa Stor-Kjelsrud.
Der havde han i venskabelighed bedt om mad og en dram, og Erik, manden, havde skjænket ham en ørliden en, ikke turdet andet tiltrods for den frugtsommelige kjærringen sin, som stod med gnistrende svarte øine og sagde, at han ikke skulde være kujon for geseller. Der var just sat paa bordet baade smør og ost, kjød og flesk og brød, og den ubudne gjæst tog for sig af retterne uden at spørge om forlov. Da vilde Erik Kjelsrud værfe ham ud, men Wibom havde gjort sig morsk i fjæset, snappet hans egen tollekniv fra ham og holdt den for hans bryst, til han skaalede med Wibom i et stort glas brændevin og saa lod ham spise i fred. Men tilslut hev kjærringen glassene i gulvet, skjældte paa manden sin, slog døren op og bad slusken pakke sig til helvede. Og han signede maden og gik, for mæt var han, manden havde han holdt løier med, og hende vilde han ikke ærte mere. Hun var nu engang ikke en almindelig gaardmandskone, men salig kapteinens datter. Men tusen djævler, om han vilde være i Eriks brok bagefter; han havde faaet sig kam til sin bondelug. — De lo og gottede sig. Styret paa Kjelsrud var ikke det fredsommeligste, siden gamle kapteinen seilede af. Høhø, Wibom huskede ham, Satan partere ham, en godslig brumbasse havde det været.
Skybanken havde skygget for solen. Et kjøligt vindkast ruskede haardt i granholtet og jog ilende bølger op igjennem rugakeren. Trostens skvatren stilnede og blev til en ræd, pibende fløiten af og til.
Et langt, blændende lyn rispede skyvæggen. Praten stoppede, de ventede aandeløst. Saa dundrede torden-
