hans overbærenhed var ikke at regne paa, og Palmstrøm havde døiet et drøit varsko efter den streg, som blev spillet majorinden med lærredet — — Vaageligt var det, men Peder Nyeberg og hans kone og barn og mosegrøden —
En hund halsede muntert et stykke borte. Hakkespetten skreg arg op, flaksede over akeren og svandt i retning mod de blygraa skyer, som havde løftet sig høiere og nærmet sig solen, saa den alt glødede deres øverste rand.
En mand kom plystrende henad veien. Det var en kjæmpemæssig skikkelse, hvis tykke, runde ansigt skinnede rødt og fornøiet. Han var iført en bredbræmmet halmhat, rødstribet skjorte og lange vadmelsbukser, som fryndsede sig i laser om anklerne, og han havde kluntede næversko paa fødderne. Over skulderen dinglede han en bylt paa en kjæp. En krøllet puddel dansede logrende efter ham.
Palmstrøm sprang op: «Er det ikke dig, kjære bror Petter Wibom? — Og som fin kavaler med pantalons og hund!»
«Nei se, er det ikke gubben Palmstrøm!» svarede den tiltalte paa svensk. «Hvordan lever du i disse forbandede dager? Du er blevet lidt smal i kjakerne —» Mødet var hjerteligt, og kraftige haandtryk vekslede de, idet samtalen blev fortsat paa svensk. Kjæmpen var i det bedste humør. Den flinke «Caro» havde ledsaget ham paa hans lange færd fra Trondhjems stad; den havde sluttet sig til ham paa en furumo, mens han hvilede, og senere ikke forladt ham og var sandfærdigen et morsomt kreatur. Han havde havt nattely hos hesteskjæreren i Kluftsveen; dér var det jo skralt med kosten,
