ninger. Og trofast havde de laant hverandre alle de bøger og skrifter, de havde kunnet faa fingre i. Hyggelige stunder havde de tilbragt i hytten oppe i Vestbyaasen under forstandig granskning af det læste. Men ikke havde Palmstrøm forledet sin discipel til overtrædelse af lovens bud, end ikke af de ufornuftigste og af dem, der mindst var at bryde sig om. Han havde været som en fader mod «pojken» — med ham havde han delt det, han havde, det være sig kundskaber, brændevin, livserfaring eller overflødigt gods. Og ikke skulde nogen skylde Peder Nyeberg for at være en hæler; han havde vogtet sig vel for at spørge og vide om, paa hvilken maade de forskjellige sager var erhvervet, som han nød godt af.
Da han naaede til skjels aar og alder, aabenbarede han et taknemmeligt hjerte, det skulde siges. Især havde han været svensken og dennes kjendinger til megen nytte, efterat han som følge af sin skrivedygtighed var funden bekvem til at assistere paa embedsmændenes kontorer, hvorved han fik indblik i mangt, som kunde være bra at have tæften af. Et rosværdigt gemyt og sindelag aabenbarede han, det var sikkert.
Han havde heller ikke gjort det for intet. Palmstrøm havde paa Grundset marked betalt syv rigsdaler sølv for brudekjoletøi til hans kone og før brylluppet foræret hende lærred til lagener og andet udstyr — naa, at det ikke havde kostet synderligt, at majorinden havde vævet og bleget det, gjorde jo ikke noget skaar i den velvillige hensigt.
Gik det nu an at lade Peder Nyeberg og hans kone og barn omkommes af vasvelling og grød af barkemel og ludet rensdyrmose? Den mose maatte han til og med slæbe fra fjeldet paa sin egen pukkelryg! Det havde
