biskopen tvistigheder, som var opstaaet ved forvrængning af frimodige ytringer.
Nyeberg blev meget tung til sinds ved den besked. Han havde en sygelig kone og et barn og ikke brødsmulen i huset, fordi de havde stolet paa fremtiden og tilsaaet et par smaa jordlapper med alt det korn, de havde. Af mismod og udmattelse seg den lille pukkelryggede krøbling sammen i knæerne for hvert skridt paa hjemturen, og da han skiltes fra Palmstrøm, skjønte denne, hvad der gik af ham. Han var blevet vant til at se forsultne stympere i det senere.
Svensken ruslede alene videre en stund. Saa slængte han sig ned paa veikanten og grundede. Han aandede paa sin tatoverede haand og gned den mod vesten som for at pudse de underlige, farvede linjer. Og han støttede ryggen mod en sten, skubbede hatten nedover øinene og lod, som han sov. Men han var ganske vaagen og tænkte ivrig efter. Under hatteskyggen skimtede han paa andre siden af den støvede landevei — over den skigarden lagde et net af skyggestriber — en lang bakke med en halvmoden, grøn rugaker; den tegnede sig skarpt mod et lag af tunge, blygraa tordenskyer, som trak op over himmelranden. Inde i granholtet bag ham skvatrede trosten, og en hakkespet trommede ihærdig paa en hul træstamme. Det var meget lummert og varmt.
— — Det var for ilde med organisten. Lige siden Palmstrøm kom til bygden, havde han kjendt Peder Nyeberg, som da blot var en gutunge. For en ustuderet mand at være maatte organisten siges at være en af de mest dannede personer, han havde truffet i Norge. Men Palmstrøm havde rigtignok ogsaa selv taget sig af hans opdragelse og indpodet ham oplyste grundsæt-
